Hillerød Lilleskole
er en fri grundskole – en lilleskole med et pædagogisk udspring i den reformpædagogiske tænkning om undervisning og opdragelse.
Skolen er en demokratisk og progressiv skole, som ønsker at være på forkant med den pædagogiske udvikling. Vi har et højt kvalificeret lærerteam og et tæt samarbejde mellem skole og hjem.
Vi vægter barnets intellektuelle, musiske og kropslige udvikling. Skolen prioriterer socialt ansvar, dialog og nærvær i et overskueligt og trygt miljø højt, så børnene kan være glade, engagerede og ansvarlige over for kammerater, voksne og sig selv.
Hillerød Lilleskole er med sine maks. 220 elever overskuelig både for børn og ansatte. Skolen har i mere end 50 år tilbudt undervisning fra børnehaveklassen til og med 7. klasse. I januar 2015 traf vi beslutning om at etablere en overbygning, så vi nu kan tilbyde et samlet grundskoleforløb 0 – 9. klasse.
På hvert klassetrin er der op til 22 elever, og vi tilstræber en lige vægtning af piger og drenge.
Vi bor i Hammersholt mellem Allerød og Hillerød. Marker og skov er lige uden for døren.
Vi har naturlegeplads og boldbaner som inddrages i undervisningen og i pauserne.
Børnehaveklasse til 3. klasse holder til i vores “gamle” bygning. Hver klasse har en klasselærer, som varetager undervisningen i de fleste fag. Undervisningen foregår i aldersintegrerede grupper og på tværs af årgangene.
Om morgenen samles den enkelte klasse til morgenmøde, de yngste klasser i “hyggekrogen”, hvor der synges, drøftes problemer, børnene deler hinandens glæder, får læst historie og er med til at planlægge aktiviteter for klassen.
4. til 6. klasse holder til i Storrummet – et stort fællesrum med klasseværelser til begge sider.
7. til 9. klasse bor i “Væksthuset”, vores nyeste bygning af glas, stål og træ. Foruden klasseværelser og garderober indeholder bygningen en tagterrasse og en stor indre have, hvor vi kan være ude, selv når vi er inde.
Til hver klasse er der knyttet en klasselærer samt faglærere. Klasserne arbejder ofte på tværs af årgange. Der er således et tæt samarbejde mellem børnehaveklassen til og med 3. klasse, 4. til 6.klasse samt 7. til og med 9. klasse.
Det er vigtigt, at det enkelte barn føler sig tryg og kan fungere sammen i et fællesskab med andre børn. Derfor får alle elever i børnehaveklassen en ven fra 4. klasse. De små synes, det er spændende at kende nogle af de store og rart at have nogen at følges med i hverdagen gennem skolegangen.